Fortidsminder, Airbnb og gadepynt

Mange emner var oppe at vende på Beboerforeningens generalforsamling i marts 2019. Herunder bringer vi et udpluk af nogle af temaerne, som de blev berørt i formandens beretning:

Dragør er et arkæologisk interesseområde

I kommunens nyere lokalplaner er der indføjet en fin lille passus om Museumsloven og dens krav til os i forbindelse med gravning. En passus, der også gælder for Dragør Gamle By, da Dragør er et nationalt arkæologisk interesseområde. Ordlyden på den lille passus er:


Hvis der under et jordarbejde indenfor lokalplanområdet findes fortidsminder, vil de i givet fald være omfattet af museumslovens § 27. Jordarbejder skal standses i det omfang, det berører fortidsmindet, og fundet skal straks anmeldes til Kroppedal Museum.”


Kroppedal Museum orienteres forud for større jordarbejder, men måske ligger der en arkæologisk skat i din have eller under stuegulvet, så lad de professionelle tage sig af at grave den fri. Kroppedal er meget opmærksom på Dragør, så kontakt dem i tide, så vil de ikke forsinke dine byggeønsker.

Ukrudt uden kemikalier

Ukrudtet myldrer frem, men lad være med at komme hverken salt eller Roundup på. Saltet siver op i sokkel og murværk, hvor det kan give uoprettelige skader. Og Roundup hører ikke hjemme i en giftfri kommune, hvor vi har rigeligt med lukkede vandboringer i forvejen.
Benyt i stedet den grønne motion, med knæene på en lille pude og så lidt knofedt. Lidt ukrudt hist og her skader nu heller ikke.

Airbnb

Airbnb er en smart deleordning, der kan betale ferieturen sydpå. En ordning, hvor man fortæller naboen, at der bor gæster i huset, mens man selv er ude at rejse. Men Dragør Gamle By er en boligby, hvor I skal huske på, hvad lokalplanen skriver:

”- der ikke må forekomme pensionatsvirksomhed o. lign. Og boliger ikke må udnyttes på timesharingsbasis eller til individuel eller kollektiv feriebolig.”

Husene i den gamle by må gerne lejes ud, men kun med henblik på helårsbeboelse og dermed tilmelding til folkeregistret. I øjeblikket er der både hele og halve huse i den gamle by, der vedvarende lejes ud til korttidsudlejning, uden tilmelding til folkeregistret, og uden at husejerne selv beboer boligen.  I stedet må naboerne døje med rullekufferter, morgen, aften og nat, uden at ”gæsterne” hverken siger god dag eller farvel. Det er dårlig stil og meget dårligt for det gode naboskab. Og hvordan er det mon lige med indberetningen til skat? Det hedder erhvervsmæssig udlejning, og det er forbudt i Dragør Gamle By.
Vi skal passe på, at den turiststrøm ikke betyder, at der ender med ikke at være nogen fastboende borgere tilbage i vores lille attraktive by, men kun husejere med en sort snabel i turistens pengepung og en laden hånt om vores levende bymiljø.

Beboerforeningen har for et par år siden været i dialog med Kommunen om problemet, og vi tager snarest igen en snak, for at få standset den ulovlige korttidsudlejning i byen.

Hvor kan jeg købe hvidtekalk?
Det kan du hos kommunens Vej- og Gartnerafdeling på Ndr. Dragørvej 160.
Her køber du også den lyse gule okker til at blande i kalken, som Lokalplan 25 foreskriver.
Vejledning i kalkning ligger på Beboerforeningens hjemmeside, eller kontakt gerne bestyrelsen for et råd.

Pynt i gaden

Dragør Gamle By har altid været kendt for sin enkelhed, uden forstyrrende fremmedelementer. Det var bl.a. grunden til, at vi fik dispensation fra postloven, så vores postkasser kom til at sidde indvendigt på plankeværk og mur. Samtidig går skellet mod gade, for langt de fleste huse, ved soklen. Og Dragør-borgerne har ikke råderet over det offentlige areal – det tilhører os alle. Men det er dejligt at opleve, at beboerne med krukker og blomster viser, at de elsker deres by. Og det er fint med egnstypiske planter, hvor lokalplanen anbefaler roser og stokroser, plantet tæt ved soklen. Men undlad at anlægge bede, og begræns anden pynt – i det offentlige rum.

Alt for store biler i byen

Beboerforeningen forsøger ihærdigt at få forbudt biler med stort akseltryk i vores smalle gader. For der sker næsten hver uge påkørsel af vindskeder, plankeværker, husmure og teknikbokse. Herover en situation, som desværre er dagligdag.

Men indtil vi kommer igennem med vores ønske, så husk selv at bede jeres leverandører af varer, om at komme i mindre biler.

Udgivet i DBF

Så starter affredningen af Dragør-huse, men efter en reduceret liste

Affredningerne er resultatet af den fredningsgennemgang, der for Dragørs vedkommende startede i 2013. Dengang blev alle, eller næsten alle, fredede huse gennemgået af Slots- og Kulturstyrelsen, for at kunne beskrive de enkelte huses fredningsværdi. Enkelte huse, der endnu ikke er besøgt, vil blive det meget snart.

Beboerforeningen var den 31. oktober 2018 til møde med Slots-og Kulturstyrelsen, hvor vi blev orienteret om den videre proces. Fra Beboerforeningen deltog formand Hanne Bendtsen, næstformand Tom Pedersen og vores repræsentant i Bevaringsnævnet, Axel Bendtsen. Vi har efter mødet taget særskilt kontakt med ejerne af de huse, som kan risikere affredning.

Sagerne vil i løbet af de næste uger blive forelagt Det Særlige Bygningssyn.

Efter denne forelæggelse sendes sagerne til høring hos ejerne med opfordring til at kommentere. Høringsperioden er normalt 3 mdr., men kan forlænges, hvis det ønskes. Beboerforeningen skal på det kraftigste opfordre ejerne af de pågældende ejendomme til nøje at gennemlæse materialet fra Slots-og Kulturstyrelsen og kommentere det. Beboerforeningen får også materialet tilsendt, men det er den enkelte ejers ansvar at kommentere det. Beboerforeningen hjælper dog gerne.

I 2014 overvejede Styrelsen at affrede 17 af byens ejendomme. Vi ved, at 2 ejendomme er taget ud af listen, og bliver altså ikke indstillet til affredning. Én ejendom yderligere er allerede affredet i forbindelse med et salg. De øvrige 14 ejendomme vurderer Styrelsen stadig fredningsværdien af. (Beboerforeningen kender ikke adresserne på de to huse, som er undtaget fra affredningen).

Beboerforeningen gennemgik med hjælp fra ejerne i sin tid en foreløbig beskrivelse fra Slots- og Kulturstyrelsen af de pågældende ejendomme. Vi fandt en lang række faktuelle fejl og misforståelser i dette materiale, og vi sendte Styrelsen et længere notat herom. Det er imidlertid længe siden, Slots- og Kulturstyrelsens medarbejdere besøgte vores fredede huse, og i mellemtiden er Styrelsen blevet udflyttet til Nykøbing Falster, med tab af en lang række medarbejdere, der fandt andre græsgange.

Vi genfremsendte derfor notatet fra 2014 til Slots-og Kulturstyrelsen i forbindelse med mødet 31. oktober sammen med en opfordring til at genbesigtige de huse, hvor beskrivelserne, efter vores overbevisning, var behæftet med disse fejl og misforståelser. Slots-og Kulturstyrelsen har lovet os, at alle spørgsmål skal være afklarede, før Styrelsen / ministeren tager endelig beslutning.

Beboerforeningen har gennem hele forløbet påpeget over for Slots- og Kulturstyrelsen, at affredninger kan gå ud over Dragør gamle bys kulturhistoriske værdi. I Dragør er det ikke så meget den enkelte ejendom, der har værdi, men derimod byens helhed. Også Dragør Kommune og Bevaringsnævnet har frarådet affredninger.

Slots- og Kulturstyrelsen er da også meget opmærksom på Dragør gamle bys kulturhistoriske betydning, hvad jo også udpegningen af vores by til UNESCO’s tentativliste er udtryk for. Men Styrelsen understreger, at det enkelte hus skal opfylde lovens kriterier for fredninger, og det mener man altså, at flere af byens ejendomme ikke gør. Det samme er tilfældet mange andre steder Danmark, og Slots-og Kulturstyrelsen understregede overfor os, at man lagde vægt på en ensartet behandling i hele landet.

Dragør vil således ikke kunne undgå, at nogle ejendomme affredes. Styrelsen fortalte, at det overvejende er indvendige bygningsændringer, der er årsag til dette her i byen. Samtidig understregede Slots- og Kulturstyrelsen overfor os, at affredede huse i Dragør fortsat er en vigtig del af det bevaringsværdige kulturmiljø, og derfor fremover må sikres gennem den bevarende lokalplan 25.

Udgivet i DBF

Stor interesse for gårdhaverne som en del af Dragørs kulturarv

DSCF1950

50-60 haveinteresserede medlemmer sugede til sig af viden, da Beboerforeningen søndag den 7. oktober 2018 holdt temadag under overskriften: Historiske haver i Dragør – havernes historie i Dragør.  Der var mere end fyldt i de syv-otte små gårdhaver, som vandringen var igennem.

Temadagen var et led i Beboerforeningens årlige aktivitetsdag, hvor vi har tradition for at kigge på emner som kalkning, træværk, linoliemaling og vindueskit. Når vi ved noget om disse emner, kan vi selv medvirke til at bevare byens historiske særpræg, uanset, om vi vælger gør-det-selv, eller måske tilkalder en professionel.

2018-10-07 11.21.04

Landskabsarkitekt Lone van Deurs indledte temadagen i Havnepakhuset med et billedrigt oplæg om dragør-havens historie (og et par høflige formaninger om brugen af haver og gader). Derefter vandrede deltagerne rundt i nogle udvalgte haver i den gamle bydel. Beboerforeningen takker de medlemmer, som åbnede lågen.

DSCF1960

2018-10-07 13.06.46

Fotos: Dorde Lange Jacobsen og Tom Pedersen

Udgivet i DBF

Historiske haver i Dragør – havernes historie i Dragør

TEMADAG OM GÅRDHAVEN I DET GAMLE DRAGØR

HAVE_1edited

De små gårdhaver er skabt af århundreders traditioner, typisk indrettet til både nytte og fornøjelse. Vores små haver med de få kvadratmetre har udviklet en helt særlig kultur, og de er en vigtig del af vores samlede bevaringsværdige miljø.        Hvordan så haverne ud oprindeligt? Udfyldte de et behov? Var de blot til pynt? Ønsker vi virkelig have en græsplæne med alt det bøvl, det medfølger? Er der ingen grænser for, hvor lille en græsplæne kan være? Er fliser eller brosten løsningen på belægningen af gårdarealerne? Og hvad med krukker med blomster i en flisebelagt lille gård?

Tema-dagen foregår søndag den 7. oktober kl. 11-15:

Vi mødes kl. 11 i Havnepakhuset i Gammel Havn  –  lige ved siden af Museet.

Velkomstkaffe, lysbilledforedrag ved landskabsarkitekt Lone van Deurs, som selv bor i byen.

En let frokost inden vi begiver os ud på en havevandring, hvor vi besøger haver, som belyser de emner, der blev berørt under foredraget og som kan give inspiration, når gårdhaven skal lægges om.

Vi afslutter dagen kl. 15 med kaffe, kage, spørgsmål og samtaler.

Havedagen er arrangeret af Beboerforeningen for Dragør Gamle By i samarbejde med Dragør Museumsforening.

Det er gratis at deltage, alle er velkomne, så længe vi kan være i Pakhuset.

Udgivet i DBF

Politiet: Sådan sikrer du dit hjem endnu bedre

Dragørs gamle bydel er et fredeligt sted, også hvad angår indbrudstyveri. Det blev bekræftet, da politiassistent Lisbeth Hohwü fra Københavns Politi var på besøg for at give gode råd om sikring af vores boliger.

vinduer

Vi har her i byen en naturlig beskyttelse imod kriminalitet af flere grunde: Der er godt udsyn fra de mange vinduer og gadespejle, det er vanskeligt at komme tæt på mange huse pr. bil, gadenettet virker uoverskueligt for fremmede, og sidst, men ikke mindst – vi kommer hinanden ved, kender vores naboers rytme og vaner, og vi holder øje med trafikken i nabolaget.

Alt sammen forhold, som vi selv er glade for, men som virker afskrækkende på indbrudstyve. Derfor ligger den gamle bydel heller ikke ret højt i indbrudsstatistikken.

Men alligevel kan beboerne godt gøre mere for at sikre deres hjem. Politiassistent Lisbeth Hohwü gav under en lille byvandring med Beboerforeningens bestyrelse en række gode råd, som vi hermed videregiver.

Først og fremmest skal man sikre sig, at beslag og hængsler til døre og vinduer er af god kvalitet. Moderne, billige hasper og hængsler er ikke nogen god idé (hvad jo harmonerer godt med fredningsbestemmelser og byplanvedtægt). Indvendig kodelås på døre med glasruder virker også afskrækkende, da indbrudstyve efter fremkomsten af dna-analyse ikke er begejstrerede for at skære fingrene på knuste ruder.

Sørg for, at dit hus ser beboet ud, også selv om du er ude at rejse. Her i Dragør er det jo let at kigge ind ad vinduerne, så det kan ikke nytte noget, at potteplanterne er samlet i køkkenvasken og at skoene står snorlige i entreen. Interiøret må gerne have lidt hverdagspræg. Og så er tænd-sluk-ur en god ide, gerne anbragt, så kontakten ikke kan ses udefra. En tv-simulator kan også virke overbevisende i de mørke aftener.

Automatisk tænding af udendørs lamper er også en gode idé – de færreste indbrudstyve bryder sig om lys til arbejdet.

Og det vigtigste er det gode naboskab, som vi jo heldigvis har rigeligt af her i byen. Vi holder øje med hinandens huse, haver og brevsprækker. Vi aftaler med naboen, hvis vi er på rejse, så skraldespanden kan få lidt indhold og reklamerne blive fjernet fra brevsprækken. Hvis man vil sikre sig lidt mere organiseret, henviser politiet til netværket nabohjælp.dk, hvor man danner en gruppe af naboer, der gennem en app på mobiltelefonen kan advare hinanden om indbrud eller mistænkelige forhold.

Hvis man vil sætte naboskabet i system kan man tilmelde sig mobilappen "nabohjælp.dk"

Hvis man vil sætte naboskabet i system kan man tilmelde sig mobilappen “nabohjælp.dk

Lisbeth Hohwü præciserede også, at vi ikke skal være tilbageholdende med at henvende os til politiet (selv om hun erkendte, at det somme tider kan være en frustrerende oplevelse…).

112 skal bruges til akut alarmering – hvis man f.eks. konstaterer et igangværende indbrud eller observerer gerningsmænd på vej væk.

114 er til kontakt med politiet, hvis man f.eks. ser mistænkelige biler i nabolaget. Opgiv registreringsnummer og meget gerne bilens kulør.  Selv om politiet ikke har umiddelbart mulighed for at stoppe eventuelt mistænkte, så bliver alle oplysninger noteret og systematiseret, så der muligvis dannes et mønster, der kan efterforskes på grundlag af.

Hvis uheldet har været ude, så kan 114 bruges til anmelde skaden. I det hele taget: hellere et opkald for meget end et opkald for lidt, understreger politiassistenten.

Udgivet i DBF

Kongelig bevaringspris til ildsjælene i Dragør gamle bydel

Tirsdag den 26. juni 2018 modtog Beboerforeningen for Dragør Gamle By Prins Henriks danske Europa Nostra Pris. Den blev overrakt på Amalienborg til formanden for Beboerforeningen, Hanne Bacher Bendtsen og borgmester Eik Dahl Bidstrup som repræsentant for kommunen. Protektor for Europa Nostra Danmark, Prins Joachim, stod for overrækkelsen.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup og  beboerformand Hanne Bacher Bendtsen fik prisen overrakt af Prins Joachim på Amalienborg

Borgmester Eik Dahl Bidstrup og beboerformand Hanne Bacher Bendtsen fik prisen overrakt af Prins Joachim på Amalienborg

Dragør modtager prisen for en vedholdende og engageret bevaringsindsats for Dragørs gamle bydel og havn gennem næsten 100 år – og dermed også for en særlig indsats for bevaring og udvikling af dansk bygnings- og landskabskultur. Formand for Beboerforeningen, Hanne Bacher Bendtsen, udtrykte i sin takketale stolthed over prisen:

”Bevaringstraditionen er blevet en immateriel kulturarv i Dragør og har været med til at fastholde byens traditionelle arkitektur og byggeskik samt en klar bevidsthed og forståelse for Dragørs særlige værdifulde bygningskultur. Denne flotte pris er dermed en anerkendelse af Dragør Beboerforenings arbejde, herunder vores mange ildsjæle, som arbejder for at fremme sammenhængskraften og den helt unikke arkitektoniske og kulturelle arv, som vi har i kommunen. Og så må vi ikke glemme de enkelte husejere, der, med hjælp fra dygtige lokale håndværkere, har ydet deres store bidrag til bevaringen gennem tiderne. Det er vi meget stolte over”, sagde formand for Beboerforeningen.

Borgmester Eik Dahl Bidstrup takkede både Europa Nostra Danmark og Dragørs bevarings-ildsjæle: ”Det er med stolthed, at vi modtager denne pris. I modsætning til mange andre gamle kulturmiljøer i Danmark er Dragørs huse ikke forfaldet, fordi byen  de sidste 200 år altid har været beboet og løbende er blevet vedligeholdt af beboerne selv. Byen i dag er gammel, men fungerer som en levende, moderne by, hvor man hele tiden er bevidst om at tilpasse det nye til det gamle. Med denne pris anerkendes dette arbejde på fornem vis. Jeg vil derfor gerne takke både Europa Nostra Danmark for prisen og i særlig grad Dragørs mange bevarings-ildsjæle og Beboerforeningen for Dragør Gamle By for deres utrættelige arbejde for vores smukke by. De fortjener virkelig denne anerkendelse”, siger borgmester Eik Dahl Bidstrup.

Borgmesteren lovede i øvrigt, at kommunen efter sommersæsonen vil markere Europa Nostra Prisen, så alle borgere kan være med til at fejre modtagelsen.

Europa Nostra Prisen består af et diplom underskrevet af protektoren, Prins Joachim, samt en bronzeskulptur, udført af Prins Henrik

Europa Nostra Prisen består af et diplom underskrevet af protektoren, Prins Joachim, samt en bronzeskulptur, udført af Prins Henrik

Om selve prisen: Europa Nostra er en nonprofit organisation, der værner om Europas kulturarv og har til formål at fremme den arkitektoniske og landskabskulturelle arv, højne standarden indenfor by- og landskabsplanlægning samt fremme kvaliteten indenfor det traditionelle bygningshåndværk. Hvert år uddeles en pris til personer eller en organisation, der har udmærket sig ved at støtte kulturarven i Danmark. Den danske Europa Nostra Pris uddeles i år for 11. gang.

Udgivet i DBF

Godt nyt om vores gadebelysning

Eksperimenterne med gadebelysningen i Dragør gamle bydel nærmer sig nu deres afslutning. I halvandet år har beboerne kæmpet for at slippe for rædsomme gadelamper, og nu har Kommunen erkendt, at det skarpe LED-lys ikke var noget for vores miljø, og status er her medio april:

Vi beholder vores hidtidige bløde, lidt gullige lys i alle lygtepælene. Kommunens entreprenør har i løbet af nogle uger skiftet alle de gamle ”natrium-pærer” med nye tilsvarende, så de nu skulle holde nogle år endnu.

En række af de gamle lygtepæle var blevet rådne i bunden og er blevet erstattet af nye trælygtepæle. De hidtidige armaturer er flyttet over på de nye pæle. I øvrigt pænt og nænsomt arbejde i vores gamle gader, udført af kommunens entreprenør.

Parklamperne på Badstuevælen blev i 2017 delvist udskiftet med nogle moderne udgaver med et rædsomt LED-lys. Det virkede ikke, og kommunen har nu genopsat gamle lamper med energisparepærer. Det har lidt pudsigt ført til, at pladsen nu ufrivilligt er blevet en blandet udstilling af forskellige typer parklamper fra Louis Poulsen gennem tiden – de mest uegnede har fået påklistret noget plasticfolie, så de ikke kaster alt for meget strålelys ind naboernes stuer.  Alt i alt ikke en løsning af den oprindelige kvalitet: med de førstegenerations Albertslund-parklamper, som Dragør investerede i for mange år siden. De originale lamper er åbenbart blevet væk i processen, der er kun en enkelt tilbage, som kan beundres ca. midt på pladsen.

Langs fortovet på Vestgrønningen blev der i 2017 uden videre skiftet armaturer på de hidtidige ca. 25 parklamper. De nye lamper har et skarpt hvidt LED-lys, men Beboerforeningen har opgivet at få noget gjort ved sagen, idet udskiftningen koster 5-6.000 kroner pr. armatur, hver gang, man skifter mening.

Så nu er der faktisk kun et udestående på Hollandsfed og Jens Eyberts Plads, hvor kommunen prøve-opsatte de frygtelige nye armaturer med skarpe, hvide LED-pærer. De er nu heldigvis pillet ned igen, og erstattet af de traditionelle natrium-pærer med det bløde lys. Desværre forsvandt de hidtidige armaturer i processen, og håndværkerne har haft svært ved at huske, hvor de blev af. Så p.t. er de gode, gamle pærer sat ind i et armatur med blanke spejl-reflektorer, som giver et fladt, skarpt lys, også ind i naboernes stuer. Det har kommunen netop lovet at rette op på, i samarbejde med entreprenøren.

Den glædelige konklusion er altså, at beboerne er blevet hørt. Beboerforeningen har haft møde med borgmesteren om sagen, vi har skrevet utallige mails til kommunen og lysproblemerne har været oppe på vores generalforsamling. Og sidst, men ikke mindst, har en række borgere presset på sideløbende med underskriftsindsindsamlinger, åbne breve, læserindlæg og facebookopslag.

Udgivet i DBF

Angreb af tykt slim opdaget på flere stråtage i Dragør

Flere husejere med stråtage i Dragør Gamle By har observeret et mærkeligt, nyt fænomen på deres nordvendte tagflader. Leise Larsen på Jens Eyberts Plads er en af dem, og hun har disse observationer:

Det er kendt, at når et stråtag har nogle år på bagen, så vokser der mos på, ikke mindst på nordsiden. Der er blandt fagfolk delte meninger om, hvorvidt man skal fjerne mosset, så det er op til den enkelte husejer.

Værre er det med et ganske nyt, alvorligt fænomen. Inden for de seneste år er der dukket en meget alvorlig bakterie op, som angriber visse stråtage. Det drejer sig om en alge/svamp, nærmere betegnet Cyanobacteria –  en svamp, som dukker op som sendt fra himlen. Deraf navnet skyfald.

Sådan ser et af angrebene i Dragør ud: grøn-grålig slim på den nordlige tagflade. Når slimen skrabes af, er den nærmest halvflydende som géle

Sådan ser et af angrebene i Dragør ud: grøn-grålig slim på den nordlige tagflade. Når slimen skrabes af, er den nærmest halvflydende som géle

Svampen menes at være smitsom overfor andre stråtage, og det slimede lag lukker fuldstændig for stråenes mulighed for at ånde og blive luftet. I værste fald forgår taget i løbet af ganske få år.

Svampen er konstateret på foreløbig tre huse i Dragør, men ses på stråtage flere steder i resten af Danmark..

Jeg har læst det meste om emnet på nettet, og der findes p.t. ikke nogen 100 procent løsning.

Nogle tækkefolk, herunder også vores John Briston, har for nylig haft et møde om emnet. Man har yderligere lavet et forsøg på et tag i Rørvig, hvor man på den ene halvdel fjernede det snaskede grønsorte algelag ved hjælp af løvrive og trykspuler. Den anden halvdel blev sprøjtet med det EU-godkendte middel Ecostyle. En husejer i Dragør har efter rensning af professionelle folk, forsøgt sig med at kaste mange kg finsalt udover det rensede tag.

Vi må se tiden an og se, om en af metoderne kan bruges.

Se nærmere om emnet på dette LINK: https://www.fyens.dk/Kjeld-Bjerre/Goer-det-selv-Kjeld-Det-hedder-vist-skyfald/artikel/3183155

Bygningsfrednings Foreningen er informeret om problemet. Og Beboerforeningen for Dragør Gamle By vil også følge sagen meget nøje, både med henblik på ny viden om bakteriernes skadelighed og om forebyggelse eller rensning for cyanobakterierne.

Udgivet i DBF

Beboerprotester gav resultat: Nu slukkes det nye og grimme gadelys igen

Vores protester er blevet hørt! Dragør Kommune har nu besluttet at stoppe opsætningen af de nye, skærende hvide gadelygter i den gamle bydel. Og endnu bedre: de LED-projektør-lamper, som allerede er sat op, bliver nu pillet ned igen.

Kommunens LED-projektører har givet er skarpt, hvidt og fladt lys, der helt har ødelagt aftenstemningen i den gamle by. Nu kommer de væk!

Kommunens LED-projektører har givet et skarpt, hvidt og fladt lys, der helt har ødelagt aftenstemningen i den gamle by. Nu kommer de væk!

Dragør Kommune har ellers siden december 2016 haft gang i forskellige forsøg med ny belysning i den gamle bydel. Formålet med nye LED-gadelamper var at spare energi, men lysforsøgene er endt helt katastrofalt. De opsatte lamper har et skarpt, fladt, hvidt og skærende lys, som fuldkommen ødelægger kulturmiljøet i de gamle gader. Flere gange er lamperne forsøgt justeret, men uden tilfredsstillende virkning.

Beboerforeningen har samen med en række enkeltborgere klaget højlydt, og foreningen fik ved et møde med borgmester Eik Bidstup i februar 2017 løfte om, at den nye gadebelysning ikke blev gjort permanent, før alle var tilfredse med kvaliteten. Det har kommunen nu heldigvis taget konsekvensen af, så hele det mislykkede eksperiment aflyses.

Konkret sker der det, at de opsatte prøvelamper på lygtepælene bl.a. i Strandstræde og på Jens Eyberts Plads nu slukkes og pilles ned. De gamle armaturer med de hidtidige pærer sættes op igen, så vi i god tid inden de mørke vinteraftener er sikret en gadebelysning, som passer til vores bymiljø.

Tilbage er de lave, såkaldte parklamper, som kan ses på f.eks. Badstuevælen og langs fortovet ved Vestgrønningen. De er også udskiftet i de seneste måneder med snesevis af LED-armaturer, som giver et hvidt og skærende lys. Beboerforeningen vil kæmpe for, at der også findes en tilfredsstillende løsning for disse lamper, som p.t. lyser alt for kraftigt i vores små gader. Da det næppe er muligt at få opsat de gamle parklamper igen, vil vi sikre, at lyskilderne i de nye lamper bliver passende i farvetemperatur og ikke mindst lysstyrke.

Udgivet i DBF

TRÆ-dag med ny viden om gamle teknikker

DSCF1707edited

TRÆ-dagen den 16. september 2017 trak en mængde interesserede til pladsen ved Dragør Museum på havnen. Her kunne man få svar på alt om de gamle materialer og teknikker, som har holdt vores huse unge og spændstige i nu 2-300 år. Byens håndværkere og andre frivilige demonstrerede fagenes fif.

TRÆ-dagen arrangeres af Beboerforeningen for Dragør Gamle By og Dragør Museumsforening. Hensigten er at støtte bevaringsarbejdet i vores unikke kulturmiljø ved at give husejere og beboere kendskab til de traditionelle teknikker og materialer.

Tidligere har vi med stor succes holdt KALK-dage, og med TRÆ-dagen er denne tradition ført videre. På TRÆ-dagen var der to frilufts-værksteder bemandet med tømrermester Søren Levinsen og malermester Torben Steen. De demonstrerede snedkerarbejde, linoliemaling, trætjære og kitning af vinduer.

Bevarings-dagene er en oplagt mulighed for husejerne til at overveje vedligeholdelse og restaurering. Nogle får lyst til selv at prøve de gode, gamle teknikker, mens andre får indblik i, hvad en professionel kan gøre for ens ejendom.

Bestået svendeprøve i første hug

Bestået svendeprøve i første hug

Gamle vinduer kan fortjene 100 år mere

Gamle vinduer kan fortjene 100 år mere

Efter værksteds-dagen var der byvandring for at se på det gamle træværks finurligheder

Efter værksteds-dagen var der byvandring for at se på det gamle træværks finurligheder

 

 

Udgivet i DBF