Politiet: Sådan sikrer du dit hjem endnu bedre

Dragørs gamle bydel er et fredeligt sted, også hvad angår indbrudstyveri. Det blev bekræftet, da politiassistent Lisbeth Hohwü fra Københavns Politi var på besøg for at give gode råd om sikring af vores boliger.

vinduer

Vi har her i byen en naturlig beskyttelse imod kriminalitet af flere grunde: Der er godt udsyn fra de mange vinduer og gadespejle, det er vanskeligt at komme tæt på mange huse pr. bil, gadenettet virker uoverskueligt for fremmede, og sidst, men ikke mindst – vi kommer hinanden ved, kender vores naboers rytme og vaner, og vi holder øje med trafikken i nabolaget.

Alt sammen forhold, som vi selv er glade for, men som virker afskrækkende på indbrudstyve. Derfor ligger den gamle bydel heller ikke ret højt i indbrudsstatistikken.

Men alligevel kan beboerne godt gøre mere for at sikre deres hjem. Politiassistent Lisbeth Hohwü gav under en lille byvandring med Beboerforeningens bestyrelse en række gode råd, som vi hermed videregiver.

Først og fremmest skal man sikre sig, at beslag og hængsler til døre og vinduer er af god kvalitet. Moderne, billige hasper og hængsler er ikke nogen god idé (hvad jo harmonerer godt med fredningsbestemmelser og byplanvedtægt). Indvendig kodelås på døre med glasruder virker også afskrækkende, da indbrudstyve efter fremkomsten af dna-analyse ikke er begejstrerede for at skære fingrene på knuste ruder.

Sørg for, at dit hus ser beboet ud, også selv om du er ude at rejse. Her i Dragør er det jo let at kigge ind ad vinduerne, så det kan ikke nytte noget, at potteplanterne er samlet i køkkenvasken og at skoene står snorlige i entreen. Interiøret må gerne have lidt hverdagspræg. Og så er tænd-sluk-ur en god ide, gerne anbragt, så kontakten ikke kan ses udefra. En tv-simulator kan også virke overbevisende i de mørke aftener.

Automatisk tænding af udendørs lamper er også en gode idé – de færreste indbrudstyve bryder sig om lys til arbejdet.

Og det vigtigste er det gode naboskab, som vi jo heldigvis har rigeligt af her i byen. Vi holder øje med hinandens huse, haver og brevsprækker. Vi aftaler med naboen, hvis vi er på rejse, så skraldespanden kan få lidt indhold og reklamerne blive fjernet fra brevsprækken. Hvis man vil sikre sig lidt mere organiseret, henviser politiet til netværket nabohjælp.dk, hvor man danner en gruppe af naboer, der gennem en app på mobiltelefonen kan advare hinanden om indbrud eller mistænkelige forhold.

Hvis man vil sætte naboskabet i system kan man tilmelde sig mobilappen "nabohjælp.dk"

Hvis man vil sætte naboskabet i system kan man tilmelde sig mobilappen “nabohjælp.dk

Lisbeth Hohwü præciserede også, at vi ikke skal være tilbageholdende med at henvende os til politiet (selv om hun erkendte, at det somme tider kan være en frustrerende oplevelse…).

112 skal bruges til akut alarmering – hvis man f.eks. konstaterer et igangværende indbrud eller observerer gerningsmænd på vej væk.

114 er til kontakt med politiet, hvis man f.eks. ser mistænkelige biler i nabolaget. Opgiv registreringsnummer og meget gerne bilens kulør.  Selv om politiet ikke har umiddelbart mulighed for at stoppe eventuelt mistænkte, så bliver alle oplysninger noteret og systematiseret, så der muligvis dannes et mønster, der kan efterforskes på grundlag af.

Hvis uheldet har været ude, så kan 114 bruges til anmelde skaden. I det hele taget: hellere et opkald for meget end et opkald for lidt, understreger politiassistenten.