Store kragefugle er jævnligt en plage for beboerne i Dragør Gamle By, specielt i området op ad Kirkestien, men nu forsøger man at holde flokkene nede
Råger, alliker og andre sorte kragefugle gør i perioder livet surt for beboerne. De bygger reder i skorstenene, de jager småfuglene og spiser æg i andre fugles reder. Og så sviner de med deres afføring – og rågerne larmer helt vildt, når de hygger sig i de høje træer langs Kirkestien.
Dragør Kommune har faktisk en rigtig fuglefænger, som ”regulerer” bestanden af råger. Det betyder, at de bliver skudt med riffel – efter officiel tilladelse hvert år fra Naturstyrelsen. Tilladelsen gælder afskydning af ”Rågeunger uden for reden i rågekolonier i perioden 1. maj til 15. juni og i forbindelse med støj og sundhed”.
Reguleringen har i år koncentreret sig om bl.a. Kirkestien, og noget tyder på, at de foregående års indsats har haft en effekt. Jægeren har meldt tilbage til kommunens tekniske forvaltning, at der har været færre råger i ovennævnte periode, og at der kun er skudt 4 stk. af de tilladte unger.

Mange kommuner i landet har problemet med de sorte fugle, og nogle steder ser man på den positive side af sagen. Rågeunger er faktisk et attraktivt bytte for en jæger, og de afskudte fugle bliver ikke smidt ud, men solgt til vildthandleren eller fortæret af jægerne selv.
Råge i flødesovs er en traditionel, ganske kraftig ret, som tilberedes som vildt i stegegryde med bacon, løg, fløde og bouillon, garneret med hvide kartofler og ribs-gele. En sjat portvin i sovsen skulle heller ikke gøre fortræd.