Alle 400 huse i Dragør gamle by har deres egen historie, men det er ikke dem alle sammen, der er lige godt kendt. Dragør Lokalarkiv opfordrer nu alle til at bidrage til samlingerne, så det bliver muligt at give et mere fuldstændigt billede af Dragørs unikke bygningskultur.
Selv om Lokalarkivet har meget store mængder af materiale, som man kan fordybe sig i, er ikke alle huse lige godt beskrevet i de historiske kilder. Dels skrev man ikke så meget ned i gamle dage, og dels er det forskelligt, hvor meget materiale, som er afleveret til opbevaring i arkivet.
Lokalarkivet har udgivet en brochure om indsamlingen af historisk materiale
Derfor vil lokalarkivet meget gerne have hjælp fra alle til at udbygge kildematerialet. Arkivet efterlyser (både til låns og til opbevaring): fotos, dokumenter, tegninger osv. Og desuden vil arkivet meget gerne høre historien om, hvem der har boet i husene, både beboere og erhverv. Og beretningerne behøver ikke kun at stamme fra hedenold, fortællinger op til vore dage er også særdeles velkomne.
Lokalarkivet kan i øvrigt fortælle, at mange mennesker løbende efterkommer opfordringen til at komme med materiale og oplysninger, så der er fuld gang i systematiseringen allerede.
Hvordan kommer jeg med mine bidrag? Skriv blot en mail til: lokalarkivet@dragoer.dk , eller kig forbi arkivet på Stationsvej 5.
Åbningstider Tirsdag 13-17, og Torsdag 10-17 (eller efter aftale).