Vores smukke lys i gaderne bliver misundt af mange gæster og bevaringsfolk fra andre historiske bymiljøer. Vores lys er heller ikke opstået tilfældigt: det er faktisk resultatet af meget omhyggelige overvejelser om lysstyrker, skyggevirkninger, placeringer og materialer.

Dragør Gamle By var indtil 1980-erne begavet med lysmaster af beton, træ eller jerngitre, som bar et netværk af luftledninger på kryds og tværs af gader og parceller. På pælene sad allehånde lamper, de fleste af dem ret højtsiddende u-afskærmede pærer, som egentlig gav en god lysfordeling og fine skyggevirkninger, men punkt-lyset skar i øjnene på lang afstand.

Da hele den gamle by for ca. 40 år siden skulle graves op for naturgas og kabel-tv, foreslog daværende stadsarkitekt Povl Abrahamsen, at man samtidig fjernede alle luftledningerne, gravede kablerne ned og fandt nye lygtepæle og nye armaturer.

Valget faldt på den såkaldte københavnerlampe med den matbrune, runde kuppel, som vi har glæde af den dag i dag. Lampen blev forsynet med noget så eksotisk son en natrium-damp-pære, som var datidens avancerede sparepære. Denne pære gav et blødt, lidt gulligt lys, som vi stadigvæk nyder.

De mange nye gadelygter blev sat op på simple ”telegrafpæle” af træ. De er neutrale og indgår i miljøet, og har den fordel, at de er slanke og kan bære en højtsiddende lampe. Disse træpæle har også tjent os trofast lige siden, inkl. lidt løbende udskiftninger.

Så var kun tilbage at fordele alle pælene over hele byen. Hver enkelt placering blev overvejet nøje. Selvfølgelig flest og tættest, hvor der var det behov. Men også placeringer, som fulgte og markerede vores krogede gadeforløb, og gav afvekslende skygger og blød belysning af byens facader uden at genere beboerne inde i husene.