Linoliemaling

Af Niels Lysholdt Petersen – trykt i Blad nr. 1 1995

Anvendelse af linoliemaling er igen blevet populær. Baggrunden for interessen hænger sammen med den almindelige interesse for bevarelse af traditionelle håndværksmetoder og byggematerialer, som er en integreret del af bevaringen af huse og bymiljøer. Samtidig har anvendelsen af traditionelle håndværksmetoder og materialer vist sig at indeholde et meget højt kvalitetsniveau hvad angår holdbarhed, vedligeholdelse og æstetik.

Moderne malingstyper er lette at arbejde med hvad angår påføring, farveblanding, tørring m.m. Maling en er tilsyneladende uden behov for vedligeholdelse. Pludselig efter nogle år uden at man har observeret det, opdager man at malingen indeholder buler i overfladen eller begyndende små og store svindrevner. Undersøger man trækonstruktionen nærmere viser det sig at træet kan være helt udtørret i områder eller meget fugtigt andre steder med kraftige rådskader til følge. Malingen har ganske enkelt ikke kunne ånde tilstrækkeligt og har siddet som en tynd skal over det pjask våde og godt trøskede træ. De mikroskopiske revner i overfladen har tilladt regnvand at trænge ind men ikke komme ud i fornødent omfang.

Inden acryl og alkydoliemalingernes tid har der her i landet i årtusinder været benyttet en lang række traditionelle malingstyper, som blev fremstillet af produkter fra det traditionelle bondesamfund. Disse malingstyper har vist sig at være ufatteligt holdbare, helt giftfrie og haft en utrolig god evne til at bevare det underliggende materiale. Blandt disse gamle og gennemprøvede malingstyper er linolie maling. Det fremstilles af linolie, udvundet af hørfrø, der er tilsat farvestof, så simpelt er det.

Er et vindue eller en dør af fyrretræ helt renset for gammel maling, skal træet grundes grundigt inden der påføres maling. Den enkleste og den rigtig effektive metode er at mætte træet med linolie. Grundingen bør tørre i minimum 24 timer før efterfølgende maling. Linoliemaling påføres tyndt 2-3 gang, minimum 24 timer mellem behandlingen.

Man kan vælge at fremstille malingen selv. Opskrift til hjemmelavet maling findes bl. a. i en artikel om ”Bondemaling” bragt i medlemsbladet ”By og Land” nr. 17 marts 1993, Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur. Desuden har Miljøministeriet udgivet informationsblade om bygningsbevaring. en af disse omhandler overfladebehandling af udvendigt træværk.

Flere farve- og lakfabrikker er igen begyndt at fremstille færdigblandet oliemaling. De fremstiller et større antal standard farver. I Dragør forhandles linoliemaling af flere lokale farvehandlere.