Mobildækningen trækkes for anden gang i langdrag – stadig af kommunen

Udsigterne til, at TDC får genetableret ordentlige sendeforhold for mobiltelefoner og mobilt bredbånd i Dragør, bliver stadigt længere. Før sommerferien lovede TDC ellers at få fart på en ny sendemast i stedet for den tidligere, der pludselig blev revet ned i marts. Men nu ser det her i oktober ud til, at vi som borgere skal vente i yderligere mange måneder.

TDC har ellers en slagplan klar, men nu er kommunen for anden gang stopklods. TDC ønsker en ny 30 meters mast på samme sted, som den midlertidige sendemast i dag står syd for Dragør Skole Nord. Og to master skal blive til én, idet TDC tilbyder at huse sirenerne, der hænger på en mast ved siden af.

Men politikerne i Dragør tør ikke sige ja til den nye sendemast, fordi mange beboere i villakvarteret omkring masten har klaget ved en nabohøring. Så ved et møde i By- og planudvalget tirsdag den 4. oktober 2016 blev et flertal i udvalget enig med sig selv om, at TDC nu skal spørges, om ikke selskabet vil stille TO master op: én ved vandtårnet i Den Gamle By og endnu én ved Ndr. Dragørvej på kommunens rensningsanlæg.

Det betyder på godt dansk, at vi ikke p.t. får den sendemast, som TDCs teknikere anbefaler. Kommunens beslutning har nu til følge, at en brugbar mobil- og dataforbindelse er skudt endnu længere ud i fremtiden. Dels er det jo slet ikke sikkert, at TDC vil bruge penge på at sætte to master op, og dels kan det jo være, at TDC ikke finder løsningen teknisk god. Og endelig er det jo ikke umuligt, at beboerne i villakvarteret langs Ndr. Dragørvej føler sig forulempet af en ny mast.

Og hele farcen kan så i øvrigt ende  med, at vi står med TRE master i stedet for én: to mobilmaster og den eksisterende sirenemast ved Dragør Skole Nord.

TDSs teknikere har til beslutningsprocessen udarbejdet et dækningskort, der fuldt bekræfter, hvad massevis af Dragør-borgere har vidst i månedsvis: at der stort set ikke er TDC-dækning i den østlige del af kommunen. TDC har i tilsvarende mange måneder benægtet, at der skulle være noget galt med deres dækning, men nu leverer de altså beviset for det modsatte:

MobDækningedited

TDCs kort ser måske lidt uoverskueligt ud, men budskabet er klart: Inden for den store røde cirkel er der stort set ingen mobildækning. Og den røde cirkel ligger lige præcist over Dragør Gamle Bydel. Farverne på kortet betyder: BLÅT – god dækning, GULT – meget dårlig dækning specielt indendørs, RØD – ingen dækning indendørs.

Den tidligere mast, der fungerede fint, ses som en rød prik markeret “Close Down Old Site”. Den befandt sig på det gamle posthus på Stationspladsen.

Den nye mast, som TDC foreslår, men som politikerne nu for anden gang inden for et par måneder sender til hjørnespark, er placeret øverst i kortet ved spidserne af de tre grønne vinkler. Den skulle med fordoblet højde give god dækning til hele den østlige del af Dragør Kommune.