Dragør Bevaringsdag den 27. september 2025 sætter fokus på vedligeholdelse af vores huse i Dragør Gamle By
Når et bevaringsværdigt, århundrede-gammelt hus skal holdes i topform, kræver det materialer og teknikker, der ikke lige er på hylderne i nærmeste byggemarked.
Derfor afholder vi Dragør Bevaringsdag hvert år, hvor alle med kærlighed til de gamle huse kan få tips til valg af gode materialer, og hvor håndværkerne demonstrerer den praktiske udførelse af vedligeholdelses-opgaverne. Det giver en husejer mulighed for med egne øjne at afgøre, om en konkret udfordring kan klares med eget håndelag, eller der skal bud efter de professionelle.
Alle med interesse for vores unikke miljø er meget velkomne (og der findes ikke nogen dumme spørgsmål…)
Bevaringsdagen er arrangeret i et samarbejde mellem Beboerforeningen for Dragør Gamle By, Dragør Museumsforening og Dragør Bevaringsnævn, som er et rådgivende udvalg under Dragør Kommune.
PROGRAM:
Kl. 10 Velkomst ved Dragør Museum
Kl. 10.10-11 Byvandring med fokus på byens hoveddøre i historisk belysning
Ved Hanne Bendtsen og Martin Hans Borg
Undervejs uddeling af Dragør Bevaringspris
ved Dragør Bevaringsnævn
Kl. 11-13 Åbent hus i det gamle værft
Bevaring af træværk med linoliemaling
ved farvekonsulent Inge Stadil fra firmaet Decor
Bevaring af træværk med reparation og udlusning
ved tømrerne Søren Levinsen og Jesper
Bevaring af Dragør – gode råd om brandfare
ved Hovedstadens Beredskab
Kl. 13-14 Byvandring med fokus på store træer i en lille by
Ved landskabskonsulent Søren Paludan
Mødested ved det gamle værft
Kl. 14.15-15 Dragør gamle by som nationalt kulturmiljø samt om turisme
Ved Museumsleder Søren Mentz
Det foregår i Havnepakhuset, hvor der også er kaffe og kage