Protest mod herreløse hundelorte

LORT#2edited

En solskinssøndag i februar var Dragør Gamle By pyntet op med dannebrogsflag. I de små gader, på Kongevejen og på Badstuevælen var der snesevis af små, festlige papirflag.

Anledningen var nu knapt så festlig. Nogle af os ukendte aktivister havde åbenbart villet erindre om en af byens daglige plager: mængderne af herreløse hundelorte. Beboerforeningen kom tidligere på vinteren med dette nødråb i Dragør Nyt:

Lorte-kalender

De mange mennesker, som for tiden arbejder i Dragør med TV-optagelser af næste års julekalender, har fået et noget blandet indtryk af vores ellers dejlige by.

Deres fodtøj, deres kabler og deres grej bliver konstant indsmurt i hundelort, hvor end de bevæger sig. Som en af medarbejderne sagde forleden: ”Vi er vant til at arbejde mange mærkelige steder, men Dragør slår altså rekorden. Vi har aldrig lavet optagelser i en by med så mange hundelorte”.

Det er jo en meget kedelig konstatering, men desværre må vi indrømme, at TV-folkene har ret. Dragørs gamle bydel er helt utroligt tilsvinet af hundenes efterladenskaber. Det generer mange af os i vores dagligdag, og i dette tilfælde betyder det, at en masse TV-folk nu ikke bliver positive ambassadører for vores by, men til gengæld vil fortælle andre, at i Dragør må de udføre deres arbejde vadende rundt i hundelort.

Den nye legeplads på havnen har desværre allerede udviklet sig i samme retning. Den betragtes åbenbart af nogle som et hundetoilet, hvilket kan bekræftes af børn, forældre og bedsteforældre, der har travlt med ulækker rengøring, når de har været på legepladsen.

Problemet er stort, og har været diskuteret før. Beboerforeningen for Dragør Gamle Bydel vil endnu en gang drøfte det med kommunen. Husejere har efter lovgivningen ansvar for, at folk ikke ”glider i lortet” og kommer til skade ud for deres ejendom, og kommunen har selvsagt også et ansvar.

Men det største ansvar ligger efter Beboerforeningens opfattelse hos hundeejerne.  Det er rigtigt dårligt naboskab at være ligeglad med, hvor ens hund placerer sine efterladenskaber. Det er så dårligt naboskab, at vi som naboer bør påtale det over for hundeejerne. Svineriet bidrager desuden til, at hundene bliver mindre og mindre velkomne i vores gadebillede – det er synd for hundene og langt de fleste hundeejere, der ikke kunne drømme om at efterlade et sådant visitkort ud for andres ejendom eller på offentlige steder – f.eks. på børnenes legeplads.

LORT#3edited

Mange steder i byen forsøger de enkelte grundejere at bekæmpe svineriet. Desværre åbenbart uden det store resultat.